Kort om arbejdsmarkedsstatistikkerne

Grønlands Statistiks arbejdsmarkedsstatistik består af to hovedkomponenter: beskæftigelsesstatistikken og ledighedsstatistikken, der begge udgives én gang årligt. Disse to statistikker danner endvidere grundlag for arbejdsstyrkestatistikken, der ligeledes udgives én gang årligt – typisk i forlængelse af ledighedsstatistikken. Alle tre statistikker tager metodisk udgangspunkt i den internationale arbejdsorganisation ILO’s anbefalinger, og statistikkerne tilstræbes således at opfylde de relevante internationale standarder.

 

De tre arbejdsmarkedsstatistikker dækker alene over den fastboende befolkning. Denne er defineret til at være personer, der var bosiddende i landet både i starten og i slutingen af opgørelsesåret. Beskæftigelsen opgøres for alle fastboende personer over 14 år, mens såvel ledigheden som arbejdsstyrken alene opgøres for fastboende i alderen 18-64 år.

 

For løbende at kunne følge udviklingen i ledigheden udgiver Grønlands Statistik desuden hver måned opgørelser over registrerede arbejdssøgende, der har henvendt sig til de kommunale arbejdsmarkedskontorer. Disse opgørelser kan ikke sidestilles med en egentlig ledighedsstatistik og skal alene ses som en indikator for den aktuelle konjunkturudvikling i ledigheden.